Mit hjem.

Jeg føler mig lille, som jeg går der i sandet på stranden og kigger ud mod den nærmest usynlige horisont. Jeg føler mig lille og magtesløs, når jeg kigger ud i horisonten og tænker på den store og farlige, men smukke verden der gemmer sig bag.  Et uvejr er netop gået i gang derude, da mågerne skriger og flyver i cirkler omkring mig. Jeg hilser med et nysgerrigt blik til dem og går så videre. Justin Vernon's smukke stemme lyder i mine ører, og får mig til at falde hen i en afslappet sindstilstand, mens vinden blæser ind i mit hovede. Mine ører er røde og min næse løber. En blåmusling knaser under mine slidte sko, da jeg træder på den. Uvejret er ikke nået til land endnu, da solen går til hvile bag en sky. Den kaster nogle af sine sidste stråler på en flyvemaskine højt oppe i himlen, der minder mig om den menneskeskabte verden uden for denne smukke natur. Et blad forvilder sig ned på stranden og lander lige foran mig. Den føler sig ikke hjemme hernede på stranden, men det gør jeg. For det her mit hjem. Lige ved det brusende kolde hav. Lige ved døren til resten af verden. Her lever jeg, og her er jeg lykkelig.

(billedet er ikke af mig)
(billedet er ikke af mig)


2 kommentarer:

  1. Smukt, smukt, smukt, smukt, smukt, smukt, smukt! Jeg er helt ubeskriveligt forelsket i dine tekster. De gør mig altid virkeigt varm indeni!
    Mvh. http://etvaeldaftanker.blogspot.dk/

    SvarSlet