Min bekymringsdukke

Min bekymringsdukke. Dig fortalte jeg alle mine bekymringer til. Store som små. Sjove som alvorlige. "Jeg gemmer dem alle herinde", sagde du og pegede på dit bryst. Jeg troede ikke, at du kunne rumme så mange bekymringer, for du er så lille. Du er ligeså lille som en negl, men lige akkurat stor nok til at kunne rumme alle mine bekymringer. Jeg gav dig mine bekymringer. Lagde dem over på din skulder. "Du skal ikke have dårlig samvittighed", sagde du, da jeg havde givet dig dem. "Jeg kan rumme alle bekymringer i verden", sagde du og viftede dit sorte krusede hår væk fra dine øjne og smilede til mig. "Jeg vil gemme dine bekymringer et sted hvor du aldrig finder dem, hvis blot du vil lægge mig under din pude", sagde du en smule træt efter at have hørt på alle mine bekymringer. Og det gjorde jeg så. Næste morgen vågnede jeg op fuld af overskud. Jeg ledte efter en eneste bekymring. Forgæves. Alle bekymringer var væk, takket være dig, bekymringsdukke. Dig der gemmer alle mine bekymringer et sted, hvor jeg aldrig kan finde dem igen. Dig fra Guatamala. Dig med de slidte orange bukser og den beskidte blå trøje. Dig. Dig takker jeg.