Dig jeg kalder Hyoscyamus

Vil du ikke nok gå ud? Jeg tror du er væk, men så kommer du snigende med dine krummede sorte tæer, med bulmeurten genkendende i din hånd. Du vifter lidt med den før du propper den ned i min mund, og jeg falder hen i en neurotisk tilstand af kompulsioner, hvor jeg kun gør hvad du siger. I vores duel prøver jeg at stikke dig, men jeg rammer mig selv. For du er mig. Eller i al fald derinde et sted. Derinde hvor ingen kan se dig, og du gemmer dig godt. Alt for godt. Ingen andre ser dig, hvis jeg ikke fortæller dem, at du er der. Selv ikke jeg kan se dig. I hvert fald ikke i øjnene. Men hvordan kan jeg kæmpe mod en, jeg ikke kan se? Det er som en kamp uden ende. En kamp jeg skal kæmpe alene. En kamp jeg alt for let giver op. En gang greb jeg den brændvarme chancebold. Jeg fik chancen for at udkæmpe dig, men jeg forspildte den, og nu skal jeg leve med dig i tusinde år. Og tusinde år er lang tid for en utålmodig dreng som mig. Jeg vil bare så gerne have, at du går ud, og det gør mig ondt at indse, at jeg er for svag til at komme af med dig. Nu må jeg vente i tusinde år på hjælp. Indtil da må jeg lære at leve med dig. Dig jeg kalder Hyoscyamus.

2 kommentarer:

  1. Haha, en sjov tekst!
    Du er dygtig til at skrive, og jeg har stor respekt for bloggerguys - det må jeg indrømme! Nogle stinker til at blogge, dem er du ikke en del af, kan man se! ;)
    Jeg elsker atmosfæren på din blog, og de små tegninger der er rundt omkring er super søde ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak!
      Tusinde tak! Er glad for, at du ikke ser mig som en af dem! Hvor er du sød!
      Tusinde tak! :-) Det er virkelig dejligt at få sådan en kommentar! Det varmer! Tusinde tak!!
      -Knus

      Slet