Drømme Paris

Der er byer i verden, som taler så tydeligt til en, at man aldrig efterlades i tvivl. Sådan en by er Paris. Jeg har aldrig været der, men det er helt sikkert noget jeg skal opleve inden jeg forlader denne jord! Jeg vil se de røde baldakiner over runde marmorerede caféborde. Jeg vil opleve at være på en café med tjenere med tilbagestrøget hår i hvide skjorter og sorte veste, som med effektiv nonchalance serverer stærkt kaffe i små kopper. Opleve mennesker i fluorescerende grønne dragter, der spuler fortove og rendesten rene, og med erfaringens letbenede elegance hopper af og på de langsomt kørende renovationsvogne. Jeg vil mærke varmen fra den lavthængende vintersol, som reflekteres i højglanssorte smedejernsgitre på franske altaner. Jeg vil med glæde lytte til kakofonien af dyttende biler, råbende børn, scootere der accelerer, klukkende duer og gademusik. Paris er som en lille tidslomme, man kan opleve, hvis man passer på. For hvis man ikke passer på, vil man blot se den moderne teknologis præg på byen. Jeg vil opleve Paris som den smukke og romantiske tidslomme, jeg synes (og forhåbentlig bliver bekræftet i en dag) den er.

2 kommentarer:

  1. Du beskriver præcis hvorfor jeg glæder mig så ufatteligt meget til at skulle til Paris næste torsdag. Folk spørger mig: "Skal du i Disney land?" "Se modeshow?". Nej, det skal jeg ikke. Jeg skal nemlig opleve den romantiske og smukke tidslomme som Paris er. For første gang:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. ÅH hvor vil jeg dog gerne være dig på torsdag! God tur!
      Kram

      Slet