June

Det levende liv i nuet.

Kære livet. Kære I. Kære du.
Her sidder jeg i skyggen for en kort stund. Tager en pause fra min gåtur. Det er hårdt.
Ikke at gå, altså.
Men det er hårdt, at tænke. For det gør jeg, når jeg går. Overtænker. Tænker for meget. Jeg kan ikke bare spontant gå.
Så går jeg i stå.
Jeg tænker på, hvor jeg skal gå hen.
Hver gang jeg drejer om et hjørne, tænker jeg straks på, hvor og hvornår jeg skal dreje igen.
Men hvorfor kan jeg ikke bare gå?
Der er jo intet jeg skal nå
Jeg tænker på, hvordan det ser ud på den anden side af hjørnet. Men jeg vil ikke vide det. Ikke tænke på det. For er det i grunden ikke ligemeget, hvad der gemmer sig? Men jeg kan ikke lade vær. Skal jeg lade vær? Er jeg den eneste, der udtænker min rute og ikke spontant kan gå?
Nu må i have mig undskyldt. Et T-kryds venter forude, og jeg kan ikke bare gå.

I kan følge min Instagram ved at klikke på et af billederne ovenover eller her, hvis i vil følge med i, hvad jeg laver i min ellers kedelige hverdag. 

Mine tanker for et år siden.

Min tanke er en silhuet i vindens tunnel. Kun hvis jeg kniber øjnene sammen kan jeg ane konturerne. Jeg skal igennem tunnelen for at fange tanken, og det er en hård og farlig kamp. Det ved jeg. For jeg har prøvet det så ufattelig mange gange. Når jeg går ind i tunnelen stærkt fokuseret på min tanke prøver alt at rive fat i mig. Det er som om væggene, der er fyldt med grimt grafitti om svundne tider, jeg har taget for givet, langsomt men smertefuldt presser sig tættere på mig. Og alt imens denne pinefulde proces er i gang, bevæger jeg mig rundt i tunnellen som i en labyrint i et diskret forsøg på ikke at træde på de mange torne, der prøver at stoppe mig i at fange min tanke. "Din tanke er ussel og grim. Vend du hellere om, mens du stadig kan", skriger de, mens de borer sig op i mine fødder. Og det er rigtig. Før eller siden har nysgerrigheden fået fat i mig, og den er slem. For når først den får fat på mig bliver væggene så smalle, at jeg ikke kan vende om. Så bliver jeg nødt til at fange min tanke. Eller i al fald gøre forsøget. 

Hver gang jeg når hen til min tanke med blod sved og tårer blandet i en mærkelig farve og konsistens på min blege hud, prikker jeg min tanke på ryggen. Den vender sig altid overraskende om, og det der møder mig er værre end noget jeg nogensinde har set. En blanding af vorter, grimme tænder, øjne der borer sig ind i min hukommelse for altid og ånden... Åh ånden alene kan dræbe titusinde ulve på en gang, og før jeg kan nå at proppe min tanke ned i min mulepose, har den allerede sparket mig tilbage, og jeg må starte kampen forfra. Det er en kamp uden ende, og jeg har mistet mange tanker i den tunnel. 

Sådan havde jeg det for et år siden. Og sådan har jeg det nu. Stille. Frustreret. Desperat.

ALBUMS...I NEED

             
             
                                          
Ovenstående album er alle sammen nogle jeg lytter forbandet meget til for tiden. Udover dem har Kashmir jo også lige udgivet et nyt album E.A.R , hvilket også er alt alt for fedt!
Alt for meget fedt musik bliver udgivet for tiden, at jeg slet ikke har penge til at kunne følge med, det er ret sørgeligt for de her albums er et lyt værd!