Når jeg det?

Her sidder jeg i skrædderstilling på mit lammetæppe midt ude på mit gulv. Med en kop rygende te rokker jeg frem og tilbage til Bon Iver. Solen forærer mig sine sidste stråler, der når ind til mig. Helt ind til mig og varmer mig. En gammel vinyl snurrer rundt på væggen. Jeg kigger ud af mit vindue. Prøver at række ud efter en sky. Tag mig med sky. Der er så meget jeg vil se. Så tag mig med sky. Der er så fandens smukt derude. Og jeg er så fandens nysgerrig. Jeg nipper til min te, og ser at skyen er drevet væk. Ligesom så mange andre skyer, der kunne have taget mig med. Når jeg det? Når jeg nogensinde at gribe fat i skyen, og komme med, eller jeg vil jeg blot blive ved med at gribe ud efter min te, og gå glip af alt det derude? Jeg kniber øjnene sammen og drømmer mig væk. Drømmer at en sky tager mig og mit lammetæppe med. Så kan jeg flyve højt oppe over skyerne på dét, mens jeg betragter verdens skønhed. Men når jeg det? Når jeg at gribe ud efter en sky, før vi har dræbt skønheden? Vi er godt på vej. En solsort flyver forbi derude. Ved den mon, at den skal dø? Vil det være min selvoptagetheds skyld? Vi tænker os ikke om, og imens drages vi bare længere og længere ind i vores selvoptagethed og glemmer alt det smukke. Og det er så fandens synd, at vi ikke ser os om. Imens driver endnu en sky forbi derude. Jeg griber fat, men får igen fat i min te. Så nipper jeg lidt til den og venter så desperat efter endnu en sky. Tag mig nu med.