Vi bryder stilheden.

Der er stille dernede under havets overflade. Ingen lyde kommer op. Ingen lyde kommer ned. Bare en uendelig ufattelig smuk stilhed. Som fanget i en tidslomme, svømmer fiskene rundt dernede. I den vægtløsagtige tilstand flyder de til bølgernes vuggen sammen med de høje planter. De selvlysende koraller danser en stille dans. Det har de gjort i tusinder af år. Dernede kender ingen tid. For tid eksisterer ikke dernede. Bare en uendelig ufattelig smuk stilhed. Fiskene glimter når de bades i de få solstråler, der når ned til dem. Som et lys der vækkes af virkeligheden. Harmonien stråler ud af de lilla gopler, som de langsomt bevæger sig rundt i vandet. Reflekterende. En blæksprut leger tagfat med sig selv og sine lange arme. Den siger ikke en lyd. For det kan den ikke. Bare en uendelig ufattelig smuk stilhed. Over vandet ser vi ikke denne smukke stilhed. Over vandet er vi kolde og kyniske, når vi dræber denne stilhed, med vores maskiner og vores jagt på føde, der ødelægger deres verden. Som harpuner der stikker igennem den bidende kulde om vinteren, bryder vi deres harmoni og deres stilhed. Hvis blot vi kunne tage os tid til at beundre denne uendelige ufattelige smukke stilhed, så ville vi ikke ødelægge den. Hvis blot vi havde tid til at se, at vi ødelægger deres verden, ville vi se, at vi også ødelægger vores verden. Men vi har ikke tid. Vi stoppede med at have tid, da vores maskiner, fiskenet og harpuner invaderede havene. Men hvis blot vi havde tid til at beundre denne uendelige ufattelige smukke stilhed.