Hvem er vi?

Hvor er du? Hvem er du? Findes du? Gud. Alle stiller vi spørgsmål og undrer os over det samme. Hvem har skabt os? Hvad skal der ske med os? Hvem er vi? Er vi produktet af en ideologi udtænkt af en gud? Eller er vi resultatet af en udvikling, der aldrig stopper? Ingen ved det, og vi finder aldrig ud af det. Det er det der holder mysteriet i live. De ubesvarede spørgsmål. Og der er mange. Fandtes der virkelig en mand der var sat på Jorden af højere kræfter. Sat her for at få os til at spekulere? Eller er historien bare skrevet af nogle gamle mænd, der prøvede at slå igennem som forfattere? Der er så mange spørgsmål, og man bliver så frustreret. Frustreret, fordi spørgsmålene er uendelige. Mysteriet er uendelig. Hver gang man undres over et spørgsmål dukker der straks et nyt op. Jeg tænker tit på alle de spørgsmål, og jeg ved at i også gør det. Hvadenten det er når i går, cykler eller når i skal sove. Vi spekulerer alle på det. Tro og eksistens.

Jeg tror på Gud. Det vil nok lyde mærkeligt at en på min alder tror på Gud, fordi det er da 'kun for gamle'. Jeg tror ikke på det mennesket og skrifter siger om Gud. Om de overnaturlige kræfter der fandt sted for 2012 år siden. Det er skrevet af forfattere, ligesom Dan Brown. De historier der er skrevet for lang tid siden er blot historier om menneskets behov for mening skrevet ned. Ligesom jeg sidder og skriver det her ned. Men mange glemmer, at vi ikke behøver mening. Hvis vi havde mening havde vi ingen spørgsmål, og hvad var livet så værd at leve for? Hvis vi vidste hvad der ventede os? Vi bør stille spørgsmål, men ikke besvare dem. Jeg tror på, at der kun er en Gud, men på grund af forskellig kultur har vi alle forskellige opfattelser af ham/hende/den. Jeg tror på Gud, men jeg ved ikke hvem det er. Jeg tror ikke han er noget materielt. Måske har han ikke skabt os? Måske er han ikke 'kongen' over os alle? Men jeg tror på at han er kærligheden. Og kærligheden bor i os alle. Gud bor i mig. Inde i mit hjerte. Ikke bag solen eller ude i vægtløsheden, men i vores hjerter. Hvis jeg kigger dybt nok, kan jeg mærke kærlighed og måske er det i grunden Gud? Ikke alt det vi har forestilt os i 2000 år, men noget helt andet. Ingen ved det. Måske er det kærligheden fra mine medmennesker jeg føler? Men det hele virker så uvirkeligt, at det bare er os. Jeg har brug for at tro på noget. Mit sind fortæller mig, at jeg aldrig vil komme til at forstå Gud. Mit hjerte siger, at det heller ikke er meningen. Når jeg ligger og ser op på stjernerne, fornemmer jeg noget guddommeligt og det kan den klogeste videnskabsmands påstand ikke tage fra mig. Jeg får følelsen af at kigge lige ind i kærligheden. Guds kærlighed. Dét giver mig styrke, og dét får mig til at tro på Gud. Den massive kærlighed, jeg føler. Dét giver mig styrken og troen. Ikke alt det hejs skrevet ned i en eller anden gammel bog skrevet af verdens første krimiforfatter. For mange af jer lyder det sikkert meget dumt. Nogle er jer forstår mig ikke. Andre har læst en linje og tænkt "ej ved du hvad, jeg gider sgu ikke læse så meget", men jeg håber at i vil læse det hele. Andre har forandret deres syn på mig. Men jeg tror på Guden inde i vores hjerter.