Tunnellen der prøver at dræbe mig.

Min tanke er en silhuet i vindens tunnel. Kun hvis jeg kniber øjnene sammen kan jeg ane konturrene. Jeg skal igennem tunnelen for at fange tanken, og det er en hård og farlig kamp. Det ved jeg. For jeg har prøvet det så ufattelig mange gange. Når jeg går ind i tunnelen stærkt fokuseret på min tanke prøver alt at rive fat i mig. Det er som om væggene, der er fyldt med grimt grafitti om svundne tider, jeg har taget for givet, langsomt men smertefuldt presser sig tættere på mig. Og alt imens denne pinefulde proces er i gang, bevæger jeg mig rundt i tunnelen som i en labyrint i et diskret forsøg på ikke at træde på de mange torne, der prøver at stoppe mig i at fange min tanke. "Din tanke er ussel og grim. Vend du hellere om, mens du stadig kan", skriger de, mens de borer sig op i mine fødder. Og det er rigtig. Før eller siden har nysgerrigheden fået fat i mig, og den er slem. For når først den får fat på mig bliver væggene så smalle, at jeg ikke kan vende om. Så bliver jeg nødt til at fange min tanke. Eller i al fald gøre forsøget. 

Hver gang jeg når hen til min tanke med blod sved og tårer blandet i en mærkelig farve og konsistens på min blege hud, prikker jeg min tanke på ryggen. Den vender sig altid overraskende om, og det der møder mig er værre end noget jeg nogensinde har set. En blanding af vorter, grimme tænder, øjne der borer sig ind i min hukommelse for altid og ånden... Åh ånden alene kan dræbe titusinde ulve på en gang, og før jeg kan nå at proppe min tanke ned i min mulepose, har den allerede sparket mig tilbage, og jeg må starte kampen forfra. Det er en kamp uden ende, og jeg har mistet mange tanker i den tunnel.